Danskerne tager især hotelsæbe og kaffe med hjem fra ferien

En ny nordisk undersøgelse fra Spies viser, at danske feriegæster generelt respekterer grænsen for, hvad der må komme med hjem fra hotelværelset. 84 procent af de adspurgte danskere svarer, at de aldrig har taget ting eller souvenirs med hjem, som de ikke selv havde medbragt.
Blandt de danskere, der har taget noget med hjem, er det især små toiletartikler som sæbe, shampoo og bodylotion, der topper listen. Herefter følger kaffe og te samt tøfler.
Ifølge Sofie Folden Lund, presse- og kommunikationschef i Spies, opfatter mange gæster de små produkter som en del af hoteloplevelsen.
"Mange opfatter de små toiletartikler som en del af opholdet og som et lille ferieminde. Samtidig er det værd at huske, at mange hoteller i dag er gået væk fra de små engangsflasker med shampoo, balsam og bodylotion. Flere steder hænger produkterne nu i faste dispensere på værelset som led i hotellets arbejde med at reducere plastikforbruget. Hvis vi stiller det samme spørgsmål igen om nogle år, vil jeg derfor ikke blive overrasket, hvis færre svarer, at de tager toiletartikler med hjem," siger Sofie Folden Lund.
Undersøgelsen er gennemført i juni 2026 blandt medlemmer af Nordic Leisure Travel Groups rejsepanel. I alt deltog 4.550 danskere, 2.781 nordmænd, 1.512 finner og 6.598 svenskere.
Faktaboks
- Undersøgelsen er gennemført i juni 2026 blandt medlemmer af Nordic Leisure Travel Groups rejsepanel.
- 4.550 danskere deltog i undersøgelsen.
- 84,1 procent af danskerne svarer, at de aldrig har taget noget med hjem fra et hotelværelse.
- 9,1 procent har gjort det én eller to gange.
- De mest populære ting at tage med hjem er:
- Sæbe, shampoo og bodylotion: 52,2 procent.
- Kaffe/te: 13,6 procent.
- Tøfler: 12,7 procent.
- Norge har den højeste andel, der aldrig tager noget med hjem (85,7 procent), mens Finland har den laveste (71,2 procent).






Accepter kun nødvendige cookies